Kalmarunionen 2.0 – Nu med Excel og mindre halshugning

En sen eftermiddag, en kop kaffe og lidt for meget solskin kan føre et menneske til mærkelige steder. For eksempel tanken om at samle Norden igen.

Her sidder man en sen eftermiddag med sin kaffe, mens man langsomt bliver stegt af et eller andet stort og gult på himlen. Kan det være den der sol, alle snakker om? Hvorom alting er, får ens hjerne de mest absurde idéer. Og så rammer den her dybt uvelkomne, halv-rationelle tanke: Hvad nu hvis vi i Norden bare tog os sammen og samlede butikken igen?

Det ser jo skidegodt ud på et Excel-ark. Hvilket naturligvis er første tegn på, at det aldrig kommer til at ske i virkeligheden.

Projektet, der dør på dag ét

Lad os nu være ærlige. Projektet dør nok hurtigere end en tysk turist, der har parkeret sin autocamper på stranden ved Blåvand i højvande.

For vores nationale identitet er desværre langt stærkere end sund fornuft. Vi ligner måske hinanden i et globalt perspektiv, men vi føler os overhovedet ikke som ét folk.

Svenskerne har travlt med at være ordentlige og pille i egne moralske navler. Nordmændene har forskanset sig på et bjerg af oliepenge og råber på frihed som en anden William Wallace. Og herovre i Sydvestjylland er vi dybest set bare røvligeglade, så længe der er tørfisk og kold øl.

600 års familieterapi

Desuden slæber vi rundt på 600 års betændt arvegods. Vores fælles historie er en uendelig børnehave af krige, ydmygelser, tabte provinser og konger, der snød hinanden så vandet drev.

Svenskerne tog Skåne. Vi brændte Stockholm af. Nordmændene blev trukket rundt i manegen som det tynde øl i århundreder.

Det er ikke direkte had. Det er bare den slags dysfunktionelle familieforhold, man normalt kun ser til jul efter tredje snaps.

Ministerposternes Ragnarok

Hvis man forsøgte at banke en ny Kalmarunion på benene i morgen, ville det øjeblikkeligt ende i et grøfteslagsmål om ministerposter.

Svenskerne ville kræve magten, fordi de er flest. Nordmændene ville diktere det hele, fordi deres oliefond kan købe hele lortet to gange. Og danskerne ville stædigt fastholde, at Ribe var Danmarks hovedstad, før Stockholm overhovedet var indtegnet på et kort.

Derfor tilhører magten naturligvis os.

Det var præcis den slags ego-fnidder, der fik den første union til at implodere. Og menneskeheden bliver som bekendt aldrig klogere.

For forskellige til at blive enige

Politisk set er vi også alt for forskellige. Ikke nødvendigvis på ideologi, men på mentalitet.

Svenskere lider af en næsten religiøs trang til regler, systemer og konsensus. Den danske kerneværdi er derimod at sige “slap nu af, det går nok” og håbe på det bedste. Nordmændene vil helst bare sidde på deres fjelde og være rige i fred.

At smelte det sammen til én stat kræver, at alle afgiver suverænitet. Det gør man kun, hvis russerne står i baghaven, eller hvis bagerens rundstykker stiger katastrofalt i pris.

Den kosmiske joke

Men her kommer den egentlige joke.

Vi er faktisk allerede ved at blive samlet. Det sker bare i smug, så ingen opdager det og bliver fornærmede.

Fælles arbejdsmarked. Pasunion. NATO-samarbejde. Energinet. Infrastruktur. Stadigt tættere integration uden de store fanfarer.