Det orange suk
Jesus tager rattet
Seancen er jo ren film.
En ældre dame banker på døren til Det Hvide Hus.
I hænderne har hun to McDonald’s-poser.
Og hvem åbner?
Donald.
Selvfølgelig gør han det.
Han griner, tager imod burgerne og giver hende 100 dollars i drikkepenge.
Det er folkeligt. Det er genialt. Det er totalt blottet for selvindsigt.
Burgerøkonomi og hellig selvforståelse
Hvorfor?
Fordi han lige har fjernet skatten på drikkepenge.
Et smukt lille PR-øjeblik, hvis man altså ignorerer alt det andet, der foregår omkring ham.
Men midt i dette monumentale forsøg på at sælge sin “One Big Beautiful Bill” skal han naturligvis lige forsvare noget andet.
Et billede, han har delt af sig selv.
Som Jesus.
Den republikanske mareridtssekvens
- Trin 1: Tal om burgere.
- Trin 2: Tal om skattelettelser.
- Trin 3: Undgå helst at sammenligne dig selv med Frelseren.
- Trin 4: Mislykkes med trin 3.
Man kan næsten høre de republikanske rådgivere skrige lydløst ned i deres luksuskaffe.
“Donald, for helvede. Snak om burgere. Snak om skat. Lad være med at blande dig selv og Frelseren sammen igen.”
Men nej.
Donald undergraver sig selv.
Det er hans superkraft.
Robin Hood, bare omvendt
Og hvad gemmer der sig så i den “smukke” lovpakke?
Jo, masser af penge til grænsemure, militær og missilforsvar.
Og skattelettelser til de rige.
Overraskelse.
For at få råd til det hele skærer man bare i hjælpen til de fattigste, blandt andet Medicaid.
Man tager fra de fattige og giver til sig selv og sine venner. Det er Robin Hood – bare omvendt og med et orange twist.
Politisk timing fra nederste hylde
Republikanerne er dog ikke helt dumme.
Skattelettelserne mærker folk nu.
Perfekt timing før midtvejsvalget.
Besparelserne på de fattige?
De træder først i kraft efter valget.
Det er politisk håndværk af en vis kaliber.
Det er næsten elegant på samme måde, som det er elegant at sælge en bil uden bremser og først fortælle det efter køberen har ramt motorvejen.
Og så kom krigen
Netop som planen kørte, og “Tax Day” skulle være startskuddet til valgkampen, besluttede Donald sig for at starte en krig mod Iran.
En dyr krig.
Benzinpriserne steg.
Og vupti.
Så var de ekstra penge, amerikanerne fik tilbage i skat, spist op af brændstofpriserne.
Forbrugerne har historisk lav tillid til økonomien.
Republikanerne ryster i bukserne og frygter at miste flertallet i Kongressen.
Den store strategiske plan
- Trin 1: Del skattelettelser ud.
- Trin 2: Start valgkampen.
- Trin 3: Start samtidig en krig.
- Trin 4: Se benzinpriserne æde hele pointen.
- Trin 5: Skyld skylden på alle andre.
Ulykken i langsom gengivelse
Det er fascinerende at se på.
Som en ulykke i langsom gengivelse, hvor føreren af bilen insisterer på, at han er Jesus, mens han spiser en Big Mac og kører ud over en skrænt.
Herhjemme brokker vi os over skat og bureaukrati.
Men derovre har de en præsident, der deler AI-billeder af sig selv som Messias, mens han fører krig og deler burgere ud.
Kaffe, regnvejr og relativ ro
Det er ikke satire.
Det er virkelighed.
Og det er sgu lidt skræmmende.
Nu vil jeg hente mig en kop kaffe og glæde mig over, at min største bekymring lige nu er, om det regner i morgen.
