Det der med at blive gammel
Livet går overraskende hurtigt fra “jeg har hele verden foran mig” til “jeg har ondt i lænden”.
Her i Sydvestjylland kan man nærmest måle sin egen forfaldsrate i forhold til vindstyrken på Esbjerg Havn. Når vinden er hård nok, knirker både bygninger og knæ, og man er ikke længere sikker på, hvem der giver først op.
En langsom biologisk nedlukning
Det der med at blive gammel er ikke en rejse. Det er en langsom nedlukning. En slags biologisk version af at bo i en bygning, hvor lyset slukker ét rum ad gangen.
Først energien. Så håret. Så illusionerne. Til sidst motivationen.
“Nå. Jeg er her stadig.”
Ikke som en sejr. Mere som en fejl i systemet.
Verden er blevet komplet idiotisk
Man opdager også, at verden omkring én er blevet komplet idiotisk. Ikke bare lidt. Nej, fuldt certificeret tåbelig.
Folk løber rundt og laver selvoptimering, som om livet er en konkurrence, hvor præmien er… ja, hvad? Et smartwatch? En bedre hvilepuls? En følelse af kontrol, der forsvinder, så snart man får en regning fra forsyningsselskabet?
Unge mennesker taler om fremtiden, som om den er en ting, man kan planlægge. De siger ting som:
“Jeg vil gerne nå mine mål.”
Man står og kigger på dem og tænker:
“Det skal du nok få aflivet.”
Ikke fordi man vil være ond. Men fordi man har prøvet det. Man har set, hvordan livet tager ens planer, tygger på dem og spytter dem ud som en våd klud.
Teknologien ved godt, at du er forældet
Teknologi er heller ikke længere en hjælp. Den er en konstant påmindelse om, at man er forældet.
Man står med sin telefon og prøver at forstå, hvorfor den nu har 27 nye funktioner, man aldrig bad om.
Telefonen: “Du skal opdatere.”
Dig: “Hvorfor?”
Telefonen: …
Telefonen svarer ikke. Den er lige så ligeglad som universet.
Man googler “livets mening” og får artikler om mindfulness, som om det skulle hjælpe. Mindfulness er bare en pæn måde at sige:
“Accepter, at alt er meningsløst, men gør det med rolig vejrtrækning.”
Kroppen sender fejlrapporter
Kroppen er heller ikke med længere. Den er blevet en fejlrapport, der konstant sender notifikationer.
⚠ Knæ ikke kompatibelt med trapper.
⚠ Ryg ikke kompatibel med at stå op.
⚠ Hukommelse ikke kompatibel med navne.
Man tænker: “Det er da utroligt, at jeg stadig fungerer.”
Men det gør man. Sådan da.
Som en gammel kaffemaskine, der burde være smidt ud, men som stadig brygger noget, der teknisk set kan drikkes.
Friheden ved ikke længere at imponere nogen
Det mest befriende ved at blive gammel er, at man holder op med at lade som om.
Man er færdig med at imponere nogen. Færdig med at konkurrere. Færdig med at tro, at tingene giver mening.
Man er bare en sydvestjysk udgave af en slidt restpost, der stadig står på hylden, fordi ingen har gidet smide den ud endnu.
Så ja. Det der med at blive gammel.
Det er ikke tragisk.
Det er bare… tåbeligt.
Og det er faktisk ret sjovt, når man først accepterer det.
