Irma, en vibrator og den store nordjyske buskatastrofe
En 74-årig nordjyde, et forlegent barnebarn og en busreklame med orgasmegaranti. Danmark står endnu engang på kanten af civilisationens sammenbrud.
Kære dagbog, og kære forargelseskursister derude i cybervinden.
Det er søndag, vinden suser ind fra Vesterhavet, og jeg sidder her og prøver at fordøje den absolutte katastrofe, der lige har ramt vores stolte, puritanske nation.
Nej, det er ikke oversvømmelser, og det er heller ikke de tyske turister, der igen har gravet sig ned på stranden.
Det er meget værre.
Det handler om Irma. 74 år gammel. Fra Nordjylland. Og hendes barnebarn.
De er traumatiserede.
Og hvorfor?
Fordi de i Aalborg, det vilde vesten nord for Limfjorden, kørte bag en bus.
Og hvad så de?
En katastrofe? En terrorist?
Nej.
En reklame for en vibrator.
Med, gisp, orgasmegaranti.
Altså, seriøst.
Irma er blevet “paf”. Hendes barnebarn var i bilen. Stemningen blev “forlegen”. Og nu skriger hun:
“Den reklame skal af NU!”
Det er en busreklame, Irma
Hør nu her, Irma.
Det er en busreklame.
En plastikdimserad, der svinger lidt rundt på en metalstang og lover noget, de fleste danskere alligevel har svært ved at levere, når først Netflix er tændt, og rødvinen har ramt.
Men Irma er bange for, hvad turisterne tænker.
“Tror de, det er sådan noget, vi render rundt og gør i al offentlighed?”
JA, IRMA, DET TROR DE!
Det er præcis derfor, de kommer.
Det er derfor, de tyskere bygger de der enorme sandslotte, for at gemme sig for den orgastiske bølge, de forventer ruller hen over os hvert øjeblik.
De tror, vi danskere ikke laver andet end at springe rundt med vibratorer i hænderne, mens vi spiser smørrebrød og diskuterer andelsbevægelsen.
Og nu ser de beviset:
På bagenden af en bus.
Det er jo det ultimative bevis på dansk frisind.
Eller, som jeg ser det her fra Sydvestjylland, det ultimative bevis på, at vi ikke har andet at lave end at brokke os over ting, vi ikke forstår.
Og så er der jo børnene
“Hvad siger jeg til mine børnebørn?” spørger Irma fortvivlet.
Ja, hvad siger man?
Måske sandheden?
“Jamen, lille Peter, det er en reklame for en tingest, som mormor bruger, når morfars elscooter er til reparation, og hun har brug for en pause fra at brokke sig over vejret.”
Eller, du ved, bare giv dem en iPad.
De ser alligevel værre ting på TikTok på vej til børnehaven.
Facebook-krigeren mod silikone
Men Irma er en kriger.
Hun har skrevet et indlæg i en lokal Facebook-gruppe.
Hun har rejst sig mod overmagten.
Mod et stykke silikone med en motor.
Og Nordjyllands Trafikselskab?
De sidder og ruller med øjnene.
De må kun gribe ind over for spil og religion.
Så hvis det var en reklame for en “Bibelsk Vibrator” med “Salmebogs-vibrationer”, så havde vi haft en sag.
Men en helt almindelig, sekulær, hedonistisk gummifætter?
Ingen problemer.
Slap nu af
Så til Irma, og til alle de 48 procent, der har stemt, at reklamen skal fjernes.
Seriøst, 48 procent?
Slap nu af.
Det er en reklame.
Det er ikke en tvungen session på bagsædet af bussen.
Verden falder ikke fra hinanden, fordi en 74-årig kvinde skal forklare sit barnebarn, hvad en orgasme er.
Det er faktisk sundt.
Så ved de, hvad de går glip af, hvis de ender som bitre Facebook-krigere.
Nu går jeg ud og kigger på Vesterhavet.
Der er ingen reklamer.
Kun sand.
Og tyske turister, der er bange for at blive overfaldet af frisind.
