Den nye kompromismaskine er landet

Efter måneders forhandlinger har dansk politik endnu en gang bevist, at hvis man blander nok modsætninger sammen, får man ikke nødvendigvis balance. Man får bare en dyrere udgave af forvirring.

Hold nu kæft, det tog sin tid. Efter hvad der føles som en mindre istid, er det endelig lykkedes Mette, SF, Moderaterne og de Radikale at føde en politisk bastard.

Det er politikernes svar på at sætte fire mekanikere, der indbyrdes hader hinanden og arbejder ud fra fire forskellige tegninger, til at bygge en bil sammen.

Resultatet? En trehjulet ladcykel med solceller på taget, Løkkes gamle regneark som gearstang og en motor, der kun kan dreje mod Bruxelles.

Velkommen til kompromismaskinen

Den nye konstruktion er ganske vist en anelse mere postkasserød end det gamle SVM-makværk, men hvis du tror, det her er et ægte venstrefløjsprojekt, skal du have den helt store kikkert frem ude på Blåvandshuk.

Efter at have drukket nok kaffe til egenhændigt at holde hele Sydvestjylland vågen under en mindre orkan, er forhandlerne blevet enige om et katalog af kompromiser, som ingen helt elsker, men som alle kan leve med.

Milliarder med god samvittighed

Første punkt er naturligvis velfærd og grøn omstilling ad libitum. SF og de Radikale har pisket stemningen op, så der nu skal kastes milliarder efter skoler, psykiatri og CO₂-reduktioner.

På papiret lyder det fantastisk. I virkeligheden ved folk uden for de københavnske kaffebarer godt, at “grøn omstilling” ofte oversættes til højere afgifter, dyrere transport og endnu flere vindmøller i baghaven.

Bruxelles kalder

Der er samtidig omtrent lige så meget EU-skepsis tilbage som der er sne på Rømø i juli.

Danmark lægger sig så fladt ned for EU’s klimalinje, at vi snart lige så godt kan omdøbe Vadehavet til Euro-zone 4 og begynde at betale for rødspætter i euro.

Ingen siger det højt, men flere og flere beslutninger ser ud til at blive truffet med kurs mod Bruxelles og ikke nødvendigvis mod Bramming.

Løkkes hævn

Moderaterne og de Radikale har fået rollen som de ansvarlige voksne i lokalet. Det betyder, at deres primære opgave bliver at holde SF’s spendersyge i kort snor.

I praksis betyder det, at halvdelen af idéerne aldrig bliver finansieret, mens den anden halvdel havner i arbejdsgrupper, ekspertudvalg og procesforløb med længere levetid end en gennemsnitlig stueplante.

Det store ingenting

Skatten bliver naturligvis et uforståeligt rod, som ingen almindelige mennesker begriber.

Udlændingepolitikken forbliver omtrent lige så stram som før, fordi ingen tør rokke ved den. Og arbejdsmarkedsreformerne bliver så udvandede, at de næppe kan flytte en doven dørvogter en millimeter.

Til gengæld bliver der afholdt masser af pressemøder, nedsat arbejdsgrupper og skrevet bunker af strategipapirer på papir fremstillet af bæredygtigt certificerede træer.