En rød pensel, en gummibåd og et totalt fravær af situationsfornemmelse

At Statsministeren og hendes tro væbnere har valgt at “male byen rød” med Birthe Kjærs hit uden at spørge om lov, er et studie i politisk magtdemonstration.

Man skulle jo tro, at folk som Mogens Jensen og Simon Kollerup – der trods alt har bestredet ministerposter, hvor man normalt forventes at have læst bare forsiden af lovsamlingen – vidste, at man ikke bare kan hapse andres livsværk til sin egen TikTok-kampvogn.

Men nej. Det var skam bare “kærlighed”.

En kærlighed så dyb, at man ikke engang gad løfte røret og spørge Birthe, om hun havde lyst til at være uofficiel partimaskot.

Spoiler: Det havde hun ikke.

Hvis man elsker noget højt nok, behøver man åbenbart ikke spørge om lov først.

Lov og orden, men kun i andres terminal

Og mens vi taler om juridiske genistreger, må vi ikke glemme Rasmus Stoklund.

At stå i Københavns Lufthavn og optage politiske videoer i strid med reglerne om regler og stramninger er ironi på et niveau, der burde udløse en kulturpris.

Det kræver en helt særlig form for tunnelsyn at bryde lufthavnens ordensreglement for at fortælle vælgerne, hvor vigtigt det er, at folk overholder loven.

Den punkterede jolle

Da Birthe Kjær lukkede for det musikalske tagselvbord, stod partiet pludselig uden den soundtrack-løsning, de havde regnet med.

Det er næsten synd. Næsten.

For historien illustrerer meget præcist den form for handlekraft, vi efterhånden er blevet vant til: Man tager noget, der virker, suger sjælen ud af det, og når man bliver opdaget, udsender man en pressemeddelelse om, at det i virkeligheden var en hyldest.