Israel har tilsyneladende kigget på middelalderen og tænkt: “Den

En voldgrav, et fængsel og muligvis en flok krokodiller. Når moderne sikkerhedspolitik begynder at ligne en kasseret Disney-film, er det måske ikke reptilerne, der er det største problem.

Så er vi der igen.

Endnu en nyhed, hvor man lige må læse overskriften to gange for at sikre sig, at den ikke kommer fra The Onion, RokokoPosten eller en lettere overophedet manuskriptforfatter med en forkærlighed for middelalderlig tortur og billige actionfilm.

Israel er angiveligt i gang med at grave en cirka 170 meter lang voldgrav rundt om Ketziot-fængslet. Planen skulle være at fylde den med krokodiller, så palæstinensiske fanger tænker sig ekstra grundigt om, før de forsøger at flygte.

Det næste bliver vel vagttårne bemandet med drager og en troldmand ved porten, som kun lukker dig ud, hvis du kan besvare tre gåder, besejre en sort ridder og fremlægge en gyldig rejseforsikring.

Herude nøjes vi stadig med elektriske hegn

Herude i Sydvestjylland nøjes vi trods alt stadig med køer bag et elektrisk hegn.

De kan ganske vist også være livsfarlige, hvis man kommer mellem en ko og dens kalv, men ingen har endnu foreslået at grave Vesterhavet ind omkring Esbjerg Arrest og fylde det med hvidhajer.

Der er trods alt grænser for, hvor langt selv den jyske kreativitet bør presses. Vi har vind, regn og rundkørsler nok i forvejen.

Når fængselspolitik bliver til Facebook-underholdning

Det mest groteske er næsten ikke krokodillerne.

Det er måden, idéen bliver fremlagt på. Med et smil og en Facebook-opdatering, som om man annoncerer en ny grillterrasse, et badeland eller et wellnesscenter med særlig aggressiv fodbehandling.

Det lyder mindre som en minister og mere som skurken i en billig James Bond-film. Typen, der står og aer en krokodille, mens han forklarer sin geniale plan, lige inden hele anlægget eksploderer på grund af én dårligt placeret gastank.

Inspirationen kommer naturligvis fra USA

Og naturligvis viser det sig, at inspirationen kommer fra USA. Landet, hvor man tidligere har placeret et detentionscenter i et område omgivet af alligatorer, slanger og sumpland.

Når selv amerikanerne prøver noget, som siden ender i kaos, kritik og juridisk slagsmål, burde det måske være et diskret vink med en vognstang om, at idéen ikke ligefrem repræsenterer civilisationens højeste udviklingstrin.

Men nej.

Man kopierer gladeligt projektet. For hvis noget mislykkes spektakulært på den anden side af Atlanten, findes der åbenbart altid en politiker et andet sted, der tænker:

“Den fiasko skal vi også have. Men måske med større tænder.”

Reptilerne er ikke den egentlige historie

Det hele ville være komisk, hvis ikke emnet var så alvorligt.

For bag krokodillerne gemmer der sig en langt mørkere historie. Internationale menneskerettighedsorganisationer og FN-eksperter har gennem længere tid rejst alvorlig kritik af forholdene i det israelske fængselssystem, herunder beskyldninger om mishandling, ydmygelser og tortur.

Krokodillerne bliver dermed det perfekte politiske cirkusnummer. Alle stirrer på reptilerne, deler opslagene og diskuterer, om en krokodille kan kravle over en fængselsmur, mens det egentlige problem står lige bagved og vinker.

Hvornår begyndte vi at klappe?

Når politik begynder at ligne et manuskript, der blev afvist af Disney for at være for mørkt, er det måske på tide at spørge, om vi stadig kalder det fremskridt.

Eller om vi bare gradvist har vænnet os til, at menneskelig lidelse kan pakkes ind i slagord, memes og smilende opslag fra politikere, der har opdaget, at grusomhed giver glimrende rækkevidde på sociale medier.

Måske er problemet ikke, at nogen foreslår at fylde en voldgrav med krokodiller.

Måske er problemet, at resten af verden efterhånden bare trækker på skuldrene og begynder at klappe ad dem.