Atomkraft…
Atomkraft: Den ultimative julegave
Og ikke bare atomkraft, men en model, der er finansieret med en kreativitet, som ville få en gennemsnitlig pyramidespils-arrangør til at rødme af misundelse.
Det er den politiske ækvivalent til at bestille en Ferrari og forvente, at regningen bliver betalt af de mønter, man finder bag sofapuderne – og måske ved at sælge naboens nyre, mens han sover.
En finansieringsplan fra Eventyrland
Ideen er simpel (og med “simpel” mener jeg “skræmmende naiv”): Vi bygger bare nogle reaktorer, og så lader vi som om, at de astronomiske opstartsomkostninger og de obligatoriske 20 års forsinkelser slet ikke findes.
Det er finansiering via ønsketænkning.
- Trin 1: Annoncér atomkraft.
- Trin 2: ???
- Trin 3: Profit.
Det er jo genialt at foreslå en løsning, der teknisk set er fornuftig, men økonomisk er baseret på, at vi pludselig finder en kiste med guld for enden af en regnbue, som Vanopslagh personligt har tegnet med en lilla farveblyant.
Korthuset i modvind
Det smukke ved LA’s korthus er ikke selve reaktoren – det er den måde, hele lortet vælter på, så snart man nævner ordet “budget”.
At tro på, at det her kan finansieres uden at sprænge statskassen i stykker, kræver en blind tillid, som normalt er forbeholdt folk, der sender deres kontonummer til nigerianske prinser.
“Vi har ikke brug for en lommeregner, vi har brug for visioner!” – Sagt af ingen økonom med respekt for sig selv, nogensinde.
Tak for kaffe (og stråling)
Jeg glæder mig personligt til den dag, hvor den første reaktor står klar i 2058, og vi opdager, at prisen per kilowatt-time svarer til en mellemstor parcelhusgrund i Gentofte.
Men hey, indtil da kan vi jo varme os ved tanken om, at vi i det mindste har “taget debatten”. Det koster jo gratis – modsat alt det andet, LA foreslår.
