KRITISK ALARM FRA HOVEDSTADEN: KUNSTNER ANKLAGET FOR AT VÆRE RACISTISK MOD SIG SELV!

Undskyld på forhånd, men hvorfor er det altid dem med XX-kromosomer og en faretruende lav tærskel for virkeligheden, der absolut skal skrige højest? Man bliver sgu da akut, klinisk træt.

Copenhagen Jazz Festival er skudt i gang, og traditionstro skal der jo være noget at tude over. I år er det festivalplakaten. Den er malet af Jack Kabangu. Manden er født i Zambia og opvokset i Holstebro (hvilket i sig selv kræver en vis mental robusthed). Han har begået en plakat med en abstrakt, sort figur, der spiller klaver med seks fingre. En hyldest til zulu-figurer og superhelte fra hans barndom.

Men hold nu fast i Helmuth Smith Mütchen, for her kommer det københavnske krænkes politi buldrende på deres ladcykler!

En artist manager (selvfølgelig datter af en legende, for intet skriger “jeg har fortjent min platform” som arvede privilegier) har fået morgenkaffen galt i halsen. Hun er chokeret. Plakaten minder hende nemlig om blackface. Ja, du læste rigtigt. En sort kunstner beskyldes subtilt for at promovere racistiske stereotyper mod sorte, fordi hans abstrakte kunst ikke lige passer ind i en amerikansk identitetspolitisk skabelon fra 1970’erne. Det er hjernegymnastik på olympisk niveau!

Når logikken møder virkeligheden

Kritikeren raser: ”Det er i hvert fald ikke en hyldest til afroamerikansk kulturarv!” Nej, Lone… det er måske fordi Jack er fra Zambia og Holstebro? Siden hvornår blev afroamerikansk smerte monopol på alt, hvad der er brunt og spiller musik? Skal vi nu også til at tvinge herboende afrikanske kunstnere igennem et amerikansk genopdragelses kursus, før de må røre en pensel? Det er jo decideret kolonialistisk adfærd pakket ind i hellig forargelse.

Når kunst bliver behandlet som forbrydelse

Her i Sydvestjylland – hvor vi rent faktisk har rigtige problemer, som f.eks. prisen på diesel, og om stormfloden nu æder Blåvand igen – kigger vi bare mod øst og ryster på hovedet. Hvis en figur med seks fingre og stort hår udløser en eksistentiel krise i København, så tør jeg slet ikke tænke på, hvad der sker, den dag de opdager, at en fladfisk ikke har øjnene symmetrisk placeret. Det må være racisme mod det binære synssans-kollektiv!

Festivallederen prøver ynkeligt at mumle noget om ”kunstnerisk frihed.” Søde ven, kunstnerisk frihed døde og blev begravet i samme sekund, man gav folk med for meget fritid internetadgang.

Men tak for grinet, København. Mens I bruger 10 dage på at diskutere, om en tegning har de rigtige pigmenter til at spille saxofon, så passer vi andre arbejdet herovre vestpå, hvor det eneste sorte, vi forholder os til, er kaffen – og den skal være stærk nok til at vække de døde, ikke de krænkede.

Skål. Og husk nu at tælle fingrene på jeres jazzmusikanter, før I klapper. Man skulle jo nødigt hylde en mutant.