Esbjerg lukkede festen og beholdt vinden

Mennesket ved Havet kigger næppe efter horisonten. De leder bare efter den første og bedste færge væk.

Mennesket ved Havet? De kigger sgu nok bare efter den første og bedste færge væk. Nu sidder jeg her i det sydvestjyske, hvor vestenvinden blæser alt overflødig munterhed væk, og falder over Esbjergs kulturhistorie. Eller mangel på samme. Det er sgu fascinerende læsning.

Dengang Esbjerg faktisk kunne more sig

For vidste I, at Esbjerg for over 100 år siden faktisk var Jyllands absolutte epicenter for sjov og ballade? I 1910 havde en lokal matador opbygget Jyllands største Tivoli ved Gl. Færgevej.

Vi snakker kæmpe dansesale, teatre, Danmarks eneste faste cirkusbygning uden for København og, hold nu fast, Esbjerg Zoo, som åbnede i 1911 med vaskeægte bjørne, aber og sæler.

Så kom betonen

Staten og bystyret fik naturligvis den geniale idé, at byen hellere skulle have mere beton og tung industri. Så de eksproprierede simpelthen Tivoliets badestrand og grønne arealer for at udvide trafikhavnen.

Pludselig stod giraffen og rutsjebanen side om side med rygende skorstene, larmende oliemøller og lugten af sildemel. Festen blev kvalt i industrielt mørke, og de sidste rester af det gamle Tivoli blev endeligt jævnet med jorden i starten af 80’erne for at gøre plads til kontorbygninger.

Nej-hatten blev kommunal uniform

Og da nye investorer for 30-40 år siden kom med friske millioner i hænderne og tiggede om at genoplive succesen med et nyt Tivoli og en dyrepark, mødte de bare en mur af syre-ansigter i byrådet.

Nej hat. For i Esbjerg skal det ikke være sjovt. Det skal lugte af fisk, olie og hårdt arbejde. Gud forbyde, at byens borgere fik et skud dopamin, når de i stedet kunne nyde den eksotiske udsigt til en containerhavn.

Fire betonmænd og en kollektiv depression

Resultatet? Vi har fire gigantiske, hvide betonmænd, der sidder på stranden og stirrer tomt ud i intetheden. Nu forstår jeg endelig, hvorfor de ser så deprimerede ud.

De har siddet der siden 1995 og ventet på, at der åbnede en forlystelsespark. I stedet fik de lov til at kigge på Fanø-færgen og en flok turister, der holder ind på p-pladsen, tager en hurtig selfie og skynder sig væk i panik, før den grå industriby-melankoli opsuger deres sidste livsglæde.

Men hey, vi har da FIMUS

Der kan man tage ind på en regnvejrsdag og kigge på en rødspætte, der svømmer deprimeret rundt i et akvarium, mens den tænker det samme som os andre: “Hvorfor valgte min mor ikke Aarhus-akvariet?”

Nu prøver man så febrilsk at plastre såret med Esbjerg Strand og Lanternen for at lokke folk til. Det er da meget sødt. Men det svarer lidt til at sætte et dyrt klistermærke på en flad cykel og håbe på, at den bliver en Tesla.