The Art of Selvmål

Forestil jer den klassiske stærke leder. Ham der kan klare alt selv. Ham der ikke behøver eksperter, allierede eller kedelige detaljer. Han går ind i lokalet, vælter bordet, råber “deal!” og forventer applaus.

Problemet opstår først bagefter, når det viser sig, at bordet faktisk holdt bygningen oppe.

Nogle mennesker løser problemer. Andre producerer dem i industriskala og kalder det lederskab.

Diplomati med brandslange og benzin

Den moderne geopolitiske strategi synes efterhånden at være enkel: Først skab maksimal uro. Dernæst erklær sejr. Til sidst spørg nogen andre, om de ikke vil hjælpe med at rydde op.

Det svarer lidt til at sætte ild til naboens skur og bagefter banke på døren for at låne en brandslukker. Man kan selvfølgelig prøve, men man skal nok ikke forvente stående ovationer.

Verdens dyreste prestigeprojekt

Det fascinerende er ikke engang fejltagelserne. Det fascinerende er selvtilliden. Evnen til at træde direkte ned i et hul og derefter holde pressekonference om, hvor genialt hullet egentlig er.

Jo større problemerne bliver, desto større bliver retorikken. Det er næsten poetisk. Som en kaptajn, der forsikrer besætningen om, at skibet ikke synker, mens fiskene allerede er begyndt at inspicere maskinrummet.

Byttepenge og stormagter

I stormagtspolitik er der altid nogen, der ender som mønter på forhandlingsbordet. Små lande, fjerne regioner og almindelige mennesker bliver ofte omtalt som strategiske hensyn, mens de i praksis fungerer som brikker i andres spil.

Det er den del af geopolitikken, der sjældent kommer med i de flotte taler. Kortene på bordet er sjældent dem, der selv har valgt at blive spillet.

Når stormagterne spiller skak, er det sjældent kongerne, der bliver ofret først.