Danmarks historie: En tragikomisk føljeton af nationale hjerneblødninger

Hvordan vi formøblede stormagtsdrømme, territorier, penge og værdighed – og alligevel somehow stadig taler dansk.

Nogle gange, når man står herude på den sydvestjyske vestkyst og kigger ud over Vesterhavet, mens den saltholdige blæst forsøger at flå huden af ansigtet på én, rammes man af en dyb, eksistentiel indsigt: Det er et absolut mirakel, at vi overhovedet taler dansk i dag.

Hvis vores kære forfædre og historiske regenter bare én enkelt gang havde udvist en form for intelligens, der var en anelse større end den, et sammenrullet gulvtæppe præsterer en tilfældig tirsdag, så havde Danmark muligvis været en global supermagt i dag. Eller i det mindste ejet et par caribiske øer og en flåde, der ikke var lavet af pindebrænde.

Men nej. Danmarks historie er ikke en storladen saga. Det er en tragikomisk føljeton af monumentale hjerneblødninger, pakket ind i nationalromantik, brune skolebøger og en imponerende evne til bagefter at sige: “Det kunne ingen have forudset.”

Da Sverige bare gik over isen og tog en tredjedel af riget

Det startede for alvor, da Frederik 3. i 1657 kiggede mod Sverige og tænkte: “De slås i Polen, lad os snige os ind på dem!” Det lød sikkert genialt i et mødelokale med stearinlys og absolut ingen konsekvensberegning.

Problemet var bare, at svenskerne på det tidspunkt var Europas ondeste militærmagt. Så i stedet for at blive snydt, vendte de rundt, spadserede over isen og flåede en tredjedel af riget fra os for evigt. Skåne, Halland og Blekinge røg. Bum. Et historisk selvmål med pelskrave.

Christian 4. og kunsten at ruinere en stat med selvtillid

Inden Frederik 3. fik sin store idé, havde Christian 4. allerede gjort sit for at placere Danmark solidt på bunden af det europæiske hierarki. Han kastede sig ind i Trediveårskrigen som en protestantisk actionhelt, bare uden penge, plan eller fornemmelse for, at virkeligheden ikke automatisk bøjer sig for kongelige ambitioner.

Resultatet var tab, ydmygelse og en statskasse, der lød som en tom kagedåse, når man rystede den. Men sådan er det jo med Danmarkshistorien: Vi lærer sjældent af vores fejl. Vi sætter dem bare i glas og ramme og kalder dem kulturarv.

Englænderne kom, så og smadrede vores flåde

Da englænderne dukkede op i 1801, mødte vi dem med optimistiske træskibe og en urokkelig tro på, at alt nok gik. Det gjorde det ikke. Det gør det pudsigt nok sjældent, når man stiller sig op foran verdens stærkeste sømagt og håber, at de bare er kommet for at snakke.

Efterfølgende lød analysen i den danske ledelse tilsyneladende: “Det kunne ingen have forudset.” Jo, det kunne man faktisk godt, hvis man ikke havde haft hovedet begravet så langt ned i sandet på Fanø, at man kunne høre tyske turister booke sommerhus i fremtiden.

Statsbankerot, Norge og den danske pengemaskine fra helvede

For at krone værket efter den britiske omgang klø besluttede staten i 1813 at trykke penge i en grad, der ville få selv kreative økonomer til at svede gennem vesten. Det endte med statsbankerot, økonomisk kollaps og tabet af Norge i farten.

Det er imponerende. Ikke på den gode måde. Mere på den måde, hvor man ser nogen bakke ind i sin egen garageport og bagefter forklare, at det faktisk var portens skyld.

Dannevirke: Nationalt symbol, militær joke

Så kom 1864. Her havde Danmark bygget Dannevirke op som et “ustoppeligt” nationalt symbol, kun for midt under krigen at opdage, at det faktisk overhovedet ikke kunne forsvares militært.

Genialt. Det er historiens svar på at bygge en carport uden tag og blive overrasket over, at bilen bliver våd. Preusserne og østrigerne var næppe imponerede. Til gengæld fik vi endnu et traume til samlingen, og dem har vi jo nærmest national lagerplads til.

Vi solgte øer, told og fremtidige milliarder for en pose småpenge

Og lad os endelig ikke glemme vores økonomiske genistreger. Vi solgte De Vestindiske Øer i 1917 for 25 millioner dollars. I historisk bagklogskabens klare og brutale lys føles det lidt som at sælge en Ferrari for en flad tudse, fordi man syntes, den brugte for meget benzin.

Vi missede dermed chancen for at sende halvdelen af Esbjerg på statsfinansieret charterferie til evig tid. Ikke at det nødvendigvis havde været sundt for nogen, men tanken var da smuk.

Næsten lige så skarpt var det, da vi i 1946 takkede nej til et amerikansk tilbud om at købe Grønland. Nu har USA Thule-basen alligevel, Grønland er geopolitisk guld, og Danmark sidder tilbage med en meget dansk blanding af moralsk mine, administrativt rod og en fornemmelse af, at vi nok ikke helt fik læst det med småt.

Og så var der Øresundstolden, Danmarks historiske pengeautomat, som vi afskaffede for en engangssum. Det svarer til at sælge sin lejlighed for at slippe for at betale husleje. Elegant? Nej. Dansk? Skræmmende meget.

Vi gjorde noget ufatteligt dumt – og så gik det alligevel

Hvis Danmark var en tv-serie, ville den hedde: “Vi gjorde noget ufatteligt dumt – og så gik det alligevel.” Vi har formøblet territorier, stormagtsstatus, milliarder og vores værdighed i en lind strøm af historisk inkompetence.

Men hey, vi overlevede. Vi sidder her endnu med vores tørfisk, vores jyske pessimisme og en dyb overbevisning om, at de inde i København stadig ikke aner, hvad de laver. Og helt ærligt: Det sidste er måske den mest stabile nationale tradition, vi har tilbage.