Sneploven er åbenbart blevet en del af patriarkatet

Danmark har fået øje på endnu en alvorlig ligestillingskrise: Sne, der ikke falder kønsneutralt på landets veje, fortove og cykelstier.

Det er næsten poetisk, hvordan Danmark, et land der stadig kæmper med virkelige ligestillingsproblemer som lønforskelle, vold i nære relationer og en barselsfordeling, der fortsat kan starte mindre borgerkrige ved middagsbordet, nu også skal reddes fra patriarkalsk sne.

Ikke bare almindelig sne, naturligvis. Den slags ville være alt for enkelt. Nej, vi taler tilsyneladende om sne med internaliserede kønsnormer, strukturel slagside og en dybt indgroet modvilje mod kvinder på cykel.

Da vintervedligeholdelse blev identitetspolitik

Debatten begyndte, da Cyklistforbundets forperson brugte ordet sexistisk om kommunernes prioritering af snerydningen. Argumentet var, at vejene ofte ryddes før cykelstier og fortove, mens flere mænd kører bil, og flere kvinder går, cykler eller benytter offentlig transport.

KVINFO bakkede op om den grundlæggende betragtning, dog med den lidt mindre eksplosive formulering, at snerydningen ikke nødvendigvis er kønsneutral.

Cyklistforbundets forperson trak senere selve sexisme-formuleringen tilbage og erkendte, at det nok var en fejl at blande køn og snerydning sammen. En sjælden og næsten eksotisk begivenhed i dansk offentlig debat: Et menneske opdagede, at en dramatisk overskrift havde fået mere opmærksomhed end det egentlige problem.

Det hedder prioritering, ikke kvindehad

Det virker umiddelbart rimeligt, at kommunerne rydder de vigtigste veje først, så ambulancer, brandbiler, busser, hjemmepleje og andre køretøjer med en vis samfundsmæssig betydning kan komme frem.

Det er trods alt en smule vigtigere, at en ambulance kan nå frem til et hjertestop, end at Henning og Henriette undgår at trække cyklen 30 meter gennem sjap på vej til et møde om bæredygtige kaffekopper.

Det betyder ikke, at cykelstier og fortove bare skal overlades til naturen, indtil foråret selv rydder op. Glatte cykelstier giver faldulykker, personskader og udgifter for både mennesker og samfund.

Men spørgsmålet om, hvor hurtigt forskellige færdselsårer skal ryddes, er først og fremmest et spørgsmål om sikkerhed, kapacitet, økonomi og praktisk logistik. Ikke om sneploven har været på et kommunalt kursus i toksisk maskulinitet.

Vinter er ikke diskrimination

Når vejret er dårligt, må trafikanter indrette sig efter forholdene. Bilister sænker farten, offentlig transport bliver forsinket, togene opdager pludselig, at årstider eksisterer, og cyklister må måske tage hjemmefra lidt tidligere.

Det er ikke diskrimination. Det er vinter.

Naturen har endnu ikke underskrevet ligestillingsloven. Sne falder uden konsekvensberegning, regn rammer mennesker uden at indhente samtykke, og modvind er fortsat ligeglad med både køn, indkomst og politisk tilhørsforhold.

Hvad bliver det næste?

Når først sneen er blevet kønspolitisk, ligger resten af vejrudsigten åben for nye undersøgelser.

Måske skal vi undersøge, om regn falder mere aggressivt på kvinders paraplyer.

Måske rammer vestenvinden mænd hårdere, fordi de statistisk oftere insisterer på, at en jakke er unødvendig.

Måske bør DMI indføre kønsopdelte varsler, så alle kan blive advaret mod præcis den type vejrundertrykkelse, der passer til deres identitet.

Og måske skal landets kommuner udarbejde en national strategi for inkluderende isglatte fortove, hvor hver enkelt isskorpe gennemgår en kønsmæssig konsekvensanalyse, før den får lov til at ligge der.

Et reelt problem begravet under en tåbelig overskrift

Der findes faktisk en fornuftig debat gemt under hele dette lag af politisk sjap. Cykelstier og fortove bør ryddes bedre og hurtigere, fordi faldulykker og glatte ruter koster både smerte, sygefravær og penge.

Men det argument bliver ikke stærkere af, at man spænder det fast til en ligestillingsdagsorden og sender det ud i offentligheden med ordet sexisme blinkende på taget.

Tværtimod risikerer man, at et konkret spørgsmål om trafiksikkerhed bliver reduceret til endnu en kulturkamp, hvor alle råber, ingen lytter, og sneen fortsætter med at falde fuldstændig upåvirket af debatten.

Bemærk: Artiklen er satire og kommentar. Den kritiserer brugen af kønspolitiske betegnelser i debatten om snerydning, ikke ønsket om sikre og fremkommelige cykelstier og fortove.