Helbredstips…

Nu får Emil Thorup tæsk i medierne for sine sol-vs.-kræft-udtalelser, og det er da meget fint. Det er som at se nogen endelig opdage, at deres “helbredstips” måske ikke burde komme fra en mand, der har brugt mere tid på at vælge den rigtige nuance beige til sit hjem end på at læse et eneste forskningsstudie.

Men det, der virkelig får mig til at overveje, om vi som art måske bare burde overlade planeten til pindsvin og mos, er ikke hans udtalelser. Det er den kongerolle, vi har givet influencere.

Vi taler om mennesker, der kan få en hel befolkning til at tro, at vand med citron er en detox-kur, og at “jeg føler” er en valid erstatning for evidens.
Det er som om folk har fået en kollektiv hjernerynkelse.

Forskere: “Her er 40 års forskning.”
Influencer: “Jeg har en vibe.”
Folket: “OMG, tak fordi du deler din rejse.”
Din rejse?

Det er ikke en rejse. Det er en rundtur i uvidenhedens Tivoli, og du har købt partoutkort.

Det er som at se nogen stå i en lufthavn og vælge pilot baseret på Instagram-følgere:

“Ham dér har 200.000 følgere og en flot tan. Han må da vide, hvordan man flyver et fly.”

Nej, Karen. Han ved, hvordan man tager billeder af sin frokost i modlys.

Og når en kendt siger noget, der strider mod al forskning, så sker der noget magisk — som om folks hjerner går i flytilstand:

“Videnskab? Data? Peer review? Nej tak, jeg går med ham, der engang lavede et samarbejde med en proteinbar.”

Det er som at se nogen smide deres briller og sige:
“Jeg ser bedre uden. Jeg føler det.”
Jamen, du går direkte ind i en lygtepæl, men hey — følelserne er jo valide.

Min mening er simpel:
Om det er en influencer, din nabo eller en mand, der står og råber ind i en parkeringsautomat, der kommer med en påstand, er komplet ligegyldigt.
Brug nu hovedet.

Lyt til folk, der rent faktisk har forstand på det, de taler om.
Hvis det er svært at finde ud af, hvem der er ekspert, så er det som regel ikke den person, der starter sætninger med:
“Jeg er ikke læge, men…”