Missiler, desperation og Europas rygrad

Fra Sydvestjylland til Kreml: Nogle mennesker løser problemer med dialog. Andre bygger hypersoniske missiler og håber på det bedste.

Hilsen fra det sydvestjyske, hvor vi normalt kun ser ting flyve med 13.000 km/t, når en trailerpresenning river sig løs på Esbjergmotorvejen i stormvejr.

Nu har Putin så sendt endnu et af sine Oresjnik-missiler mod Ukraine. Et våben så absurd, at det lyder som noget en sur teenager har opfundet i et russisk Call of Duty-forum efter tre liter billig vodka og et sammenbrud over Sovjetunionens fald.

Dommedagslegetøj til voksne mænd

Seks sprænghoveder. Hypersonisk fart. Ingen realistisk mulighed for at stoppe det undervejs. Hele pointen er åbenbart at demonstrere, at Rusland stadig kan skræmme civile ihjel, mens resten af verden diskuterer klimaafgifter på sugerør og om cappuccino skal serveres med havremælk som standard.

Menneskeheden er virkelig et studie i prioriteringer.

Rusland kalder Vesten dekadent, mens de bruger milliardmissiler på at smadre boligområder for at bevise, at de stadig er stærke. Ironien er efterhånden så massiv, at den burde have sin egen plads på det periodiske system.

Værktøjskassen er ved at være tom

Militæreksperter peger på, at brugen af Oresjnik også afslører noget andet. Når man begynder at hive de mest ekstreme våbensystemer frem for at sende signaler, så er det sjældent et tegn på overskud.

Det er næsten poetisk. Når diktatorer begynder at rode bagerst i arsenalet efter dommedagslegetøjet for tredje gang, lugter det ikke af styrke. Det lugter af desperation.

Imens sidder almindelige ukrainere endnu en nat i kældre og metrostationer, mens Kreml leger strategisk signalpolitik med flyvende betonblokke fra himlen.

Det er svært ikke at blive lidt træt af den menneskelige race nogle gange. Vi kunne have bygget månebaser og fundet kure til alverdens sygdomme. I stedet bygger vi missiler, der kan levere depression hurtigere end GLS.

Det handler også om Europa

Europa burde forstå én ting: Hvis Ukraine falder, stopper appetitten ikke nødvendigvis dér. Historien har det med at gentage sig, især når folk i jakkesæt overbeviser sig selv om, at despoter bliver mætte af kompromiser.