Borgmesterens store 3F-cosplay

Når kommunal neutralitet får fagforeningslogo, kontaktinfo og en lille bitte identitetskrise i brevpapiret.

Det er jo herligt. Virkelig herligt. Man sidder herude i det sydvestjyske, hvor vestenvinden normalt blæser det meste af fornuften på plads, og kigger mod nord. Og hvad ser man? Rendyrket, nordjysk magi.

Kommunalforvaltning i udklædning

Vores allesammens borgmester i Aalborg, Lasse Frimand Jensen, har opfundet en helt ny disciplin inden for kommunalforvaltning: cosplay som fagforeningsformand.

Manden har simpelthen sendt et officielt brev ud til 92 lokale restauranter og barer for at ”opfordre” dem til at tegne overenskomst. Men hvorfor bruge kommunens kedelige, neutrale brevpapir, når man kan låne 3F’s? Det har jo meget mere… swag.

Der er logo, der er direkte kontaktinfo til en 3F-konsulent, og lige over borgmesterens royale underskrift står der flabet:

Og det er jo smukt. Virkelig smukt. For når man som kommune endelig skal kommunikere neutralt, er det da oplagt at gøre det på papir, der ligner noget fra en fagforenings velkomstpakke. Hvorfor nøjes med embedsværkets støvede gråtoner, når man kan drysse lidt organisationspolitisk konfetti ud over hele cirkusset?

Hvem er ”vi”? Ja, det er åbenbart ikke ham, der skrev under

Men hov! ”Vi” betyder overhovedet ikke borgmesteren, forklarer han krystallinsk til P1. Nej, nej. Han har bare skrevet under på det. ”Vi” er 3F.

Logisk, ikke? Det er ligesom, når man skriver under på en lejekontrakt, men bagefter forklarer fogeden, at ordet ”lejer” faktisk refererede til min nabos undulat. Det er da totalt inden for rammerne.

Man må næsten beundre den sproglige akrobatik. Ikke forstå den, naturligvis. Det ville være at forlange for meget af den menneskelige civilisation. Men beundre den, det kan man.

Professoren kommer slæbende med loven

En professor i forvaltningsret, sikkert en tør stodder, der aldrig har prøvet at vende en rødspætte på en pande, vover at påstå, at kommuner skal være neutrale. At det faktisk har været loven i 100 år.

Men herhjemme i det jyske ved vi godt, at love og regler mest af alt er vejledende forslag, hvis bare formålet er ”godt”. Og hvad er mere hyggeligt end en borgmester, der agerer ubetalt telefonsælger for en fagforening, der bløder medlemmer hurtigere, end en utæt kutter tager vand ind i Esbjerg havn?

Neutralitet, men kun hvis den passer til synspunktet

Det lugter jo overhovedet ikke af desperation. Slet ikke. Det er topmålet af professionalisme. Lasse udtaler endda, at han skam gerne skriver under på hvad som helst fra andre fagforeninger, ”hvis de passer til mine synspunkter”.

Se, dét er den sande, europæiske definition på fuldstændig, uovertruffen neutralitet. Du må være præcis lige så neutral, som du vil, så længe du er enig med Socialdemokratiet.

Det er næsten poetisk. En slags kommunal haiku skrevet med rød kuglepen på lånt brevpapir. Man kan se embedsværket sidde ude i kulissen og udvikle nervøse trækninger, mens nogen hvisker: ”Kan vi ikke bare kalde det dialog?”

Besparelser med logo og telefonnummer

Herude vestpå holder vi sgu igen med pengene, og jeg må bare lette på hatten for den administrative genialitet. Tænk på de besparelser for Aalborg Kommune. Hvorfor overhovedet have en printer eller indkøbe papir, når man bare kan hapse en stak blokke med 3F-logo i receptionen?

Næste skridt bliver vel, at skattebilletten dumpes i postkassen på QuickPoll-papir, eller at vielsesattesterne bliver udleveret med en rabatkupon til den lokale pølsevogn printet i margenen.

Det er jo offentlig innovation, når det er finest. Ikke nødvendigvis lovligt, klogt eller diskret, men bestemt kreativt. Og i en tid hvor kommunerne skal spare, må man jo tænke i partnerskaber. Først brevpapir. Så måske mødelokaler. Og derefter kan byrådsmøderne afholdes direkte i kantinen hos den organisation, der tilfældigvis passer bedst til dagens synspunkter.

Den uforpligtende dialog, der kom med kommunal tyngde

Det smarte ved et brev fra en borgmester er jo, at det aldrig føles som pres. Overhovedet ikke. Når en almindelig fagforening skriver, er det en henvendelse. Når borgmesteren skriver under på samme besked, bliver det bare lidt mere… kommunalt aromatiseret.

En restaurant- eller barejer kan naturligvis frit ignorere sådan et brev. Ligesom man frit kan ignorere en parkeringsvagt, der står og kigger på ens bil med blokken fremme. Det er frihed. Bare med en lille smule sved i nakken.

Og det er netop dér, hele miseren bliver så dejligt fedtet. For en kommune er ikke bare en tilfældig forening med en kaffemaskine og en holdning. En kommune er myndighed. Den giver tilladelser, fører tilsyn og sender breve, som almindelige mennesker faktisk tager alvorligt. Ja, menneskeheden har mange fejl, men lige dér er den desværre ret konsekvent.

God gas fra det nordjyske maskinrum

Man kan næsten høre forklaringerne rasle rundt som tomme dåser i en storm. Det var bare en opfordring. Det var bare en god sag. Det var bare et brev. Det var bare et logo. Det var bare en underskrift. Det var bare noget med arbejdsmarkedets parter, og pludselig stod borgmesteren der med fagforeningspapir i hånden og lignede en mand, der havde opfundet neutralitet med sponsorat.

Og herude vestpå kan vi jo kun stå og klappe i vores vindtætte jakker. For hold da op, hvor er det effektivt. Hvorfor rode med armslængdeprincipper, når man kan springe direkte over i politisk håndarbejde med fuld logoeksponering?

Skål på det, Lasse

Skål på det, Lasse. Det er satme god gas. Måske 3F skulle overveje at sende dig på et kursus i diskretion. Eller i det mindste give dig en rigtig formandsjakke.

For når man alligevel er i gang med kommunal cosplay, kan man lige så godt fuldende outfittet. Brevpapiret er på plads. Logoet er på plads. Kontaktpersonen er på plads. Det eneste, der mangler, er jakken, kaffekoppen og en lille stander med teksten:

Kategori: Satire
Tags: se taglisten nedenfor