Vi gider ikke lege
Prisvindende Idioti
Vores allesammens “stabile geni” sidder og brokker sig, fordi de europæiske NATO-lande – de samme lande, han har brugt år på at true, håne og afpresse – ikke straks melder sig frivilligt til at rydde op i Hormuzstrædet.
Gud, sikke en overraskelse.
Nogle mennesker kalder det diplomati. Andre kalder det konsekvenser.
Solo-Donald
Lad os skære det ud i pap.
Du starter en konflikt alene.
Du informerer ikke dine allierede.
Du tager dem ikke med på råd.
Du gør det, fordi du er overbevist om, at du alene kan fikse alt.
Og bagefter bliver du fornærmet over, at ingen stiller op som frivilligt rengøringspersonale.
Den strategiske plan
Trin 1: Skab problemet.
Trin 2: Ignorér alle advarsler.
Trin 3: Kræv hjælp fra dem, du lige har fornærmet.
Trin 4: Bliv rasende, når de siger nej.
Brandstifterens logik
Nu hvor den “super simple militære manøvre” har skabt præcis det kaos, som alle advarede om, bliver der pludselig klaget over oliepriserne.
Det svarer til at sætte ild til sit eget hus og derefter skælde brandvæsenet ud for, at møblerne er blevet røgskadede.
Det kræver næsten kunstnerisk talent at være så konsekvent inkonsekvent.
Papirtigre og farvekridt
NATO bliver kaldt en papirtiger.
Måske.
Men den virker stadig mere robust end et udenrigspolitisk strategidokument, der formentlig er skrevet med farvekridt på bagsiden af en golfscore.
Problemet er ikke, at Europa mangler mod.
Problemet er, at Europa har set filmen før og genkender plottet allerede i første akt.
Art of Nothing
Hvem står egentlig over for en “meget slem fremtid”?
Det er måske ikke de lande, der valgte at bruge hovedet, før de sprang ud i endnu en geopolitisk mudderpøl.
Vi skal nok huske det her som året, hvor en præsident opdagede, at hans “Art of the Deal” viste sig at være “Art of Nothing”.
